Quickparts, Fynsgade 12 - 14, 6400 Sønderborg - tlf. 70 70 13 70 - mail@quickparts.dk
Log ind

Sådan sparer du penge på elregningen

Selvom flere og flere husstande får deres strøm fra vedvarende energikilder, er der stadig masser af grunde til at spare på strømmen.

Selvom den elektricitet der stammer fra f.eks. vindmøller ikke udleder CO2, påvirker møllerne nemlig stadig miljøet indirekte. Blandt andet i forbindelse med produktionen af selve vindmøllekomponenterne og udvindingen af materialerne der skal bruges til disse.

Samtidig er der også fortsat mange danske hjem, der får deres elektricitet fra kulfyrede elværker hvilket udgør en væsentlig miljøbelastning.

Jo lavere elforbrug, jo mere kan miljøet derfor skånes.

Derudover er der penge at spare, når der skrues ned for elforbruget. Især i perioder, hvor ovn og komfur bruges meget, kan der ses store udsving i forbruget. F.eks. i forbindelse med julemåneden, hvor der bages og steges ekstra meget i de danske hjem.

Der findes dog en række nemme trin til at spare på elektriciteten – hele året rundt. Det kræver kun en lille ændring af dine nuværende vaner.

Brug mindre elektricitet ved komfuret

Ved komfuret bliver der kogt og stegt – og især det første kan gøres en smule anderledes, uden at det påvirker slutresultatet negativt.

Brug elkedlen til at koge vandet med

En elkedel bruger typisk mindre energi på at få vandet i kog, end hvis du placerer en gryde med koldt vand på komfuret. Det tager også kortere tid, før vandet koger, hvis du først koger vandet i kedlen og derefter hælder det i gryden.

Udnyt eftervarmen

Hvis dit komfur ikke er af induktionstypen, varmer det videre, selvom du slukker for det. Koger du kartofler, ris eller pasta, kan du derfor sagtens slukke for kogepladen 5 minutter inden, kogetiden er gået.

Maden koger nemlig færdig i det varme vand. Og frygt ikke, selvom vandet ikke længere spilkoger: Vandet er stadig varmt nok til at koge kartoflerne helt møre og pastaen blød.

Skru ned

Mange har tendens til at koge kartofler, grøntsager, ris og pasta ved fuld effekt. Når du skal have mad til at koge, er det dog tilstrækkeligt at have termostaten på max indtil vandet koger. Herefter kan du sagtens skrue ned på middelvarme – og ofte vil du endda opleve at kartoflerne får en endnu bedre konsistens af, ikke at blive bulderkogt.

Brug mindre el ved ovnen

Ovnen kører ofte længere tid ad gangen og når der f.eks. laves en steg, kan der være tale om en stegetid på flere timer. Det giver derfor rigtig god mening at lære sig selv nye ovnvaner.

Drop forvarmning af ovnen

De fleste opskrifter dikterer, at ovnen skal forvarmes eller at ”stegen sættes i en varm ovn”. Det er imidlertid ikke nødvendigt. Det forkorter ganske vist tilberedningstiden, men energimæssigt er det ingen fordel.

Mens ovnen forvarmer, spildes nemlig værdifuld elektricitet og ovnvarme. Sæt i stedet ovnretten, kagen, brødet eller stegen i en kold ovn og lad ovnen varme op sammen med maden.

Den eneste forskel er, at tilberedningstiden forlænges med cirka 10-15 minutter. Til gengæld slipper du for at vente på, ovnen bliver varm.

Den eneste undtagelse er småkager og småbrød, der kræver en relativt kort tilberedningstid.

Udnyt eftervarmen

Ovnen varmer længe efter, den er blevet slukket. Især hvis du undlader at åbne ovndøren. Sluk derfor gerne for varmen 10 minutter før bagetiden er slut.

Lad være med at åbne ovndøren

Hver gang du åbner ovndøren, slipper der masser af effektiv varme ud – og kold luft ind, som skal opvarmes. Det bruger ekstra energi, som kunne være sparet ved at lade ovndøren være lukket. Kig i stedet gennem ovnens rude og sørg for at holde denne ren, så du altid har et godt indsyn til ovnrummet.

Har du alligevel brug for at lette på lågen, så gør det ganske kort med kun en lille sprække åben. Dermed lukker du mindst mulig varme ud.

Brug varmluft og få plads til flere ting på én gang

Med ovnens varmluftfunktion kan du skrue 20% ned for varmen og opnå den samme varmeeffekt, selvom du har flere retter i ovnen på én gang. Du kan derfor overveje at lade kartoflerne ovnbage på en plade under farsbrødet og spare energi ved ikke at bruge komfuret. Husk at tilpasse tykkelsen og størrelsen på kartoflerne, så de matcher bagetiden på kødretten.

Du kan også ovnbage grøntsagerne sammen med kyllingefilet’erne i stedet for at koge dem. Mulighederne er mange, og den tid du sparer ved at tilberede det hele ét sted, kan du bruge på at udforske opskrifter til nye ovnretter.

Spar på elektriciteten i køleskabet

Køleskabet kører døgnet rundt og her er derfor en god energibesparelse at hente ved at optimere elforbruget. Det gøres bedst ved at holde en stabil temperatur i køleskabet på 5 grader. Jo lavere temperatur, jo mere elektricitet bruger køleskabet. Jo højere temperatur, jo kortere tid kan dine madvarer holde sig.

Undgå at fylde køleskabet

Især op til fester og sammenkomster fylder mange køleskabet helt op. Jo mere du fylder i køleskabet, jo mere skal der køles ned. Det betyder, at køleskabet også bruger mere energi.

I de kolde måneder kan du derfor spare på elektriciteten ved at køle især drikkevarer ned udendørs, hvis du har mulighed for det.

Brug kun køleskabet til varer, der har brug for nedkøling

I hverdagen kan du optimere elforbruget i køleskabet ved kun at opbevare ting i køleskabet, som rent faktisk behøver være der.

Uåbnede juicekartoner, uåbnede smøreoste, marmelader, pålægschokolade og lignende kan du derfor sætte i køkkenskabet i stedet. Tjek også varedeklarationen på de madvarer, du allerede har i køleskabet. Du vil sikkert opdage, at flere af dem slet ikke behøver være der.

Tø frostvarer op i køleskabet

Kulden fra de frosne madvarer hjælper med at holde temperaturen i køleskabet nede, hvormed køleskabet ikke skal bruge så meget energi.  

Sørg for at døren slutter tæt

Hvis pakningen på køleskabsdøren er i stykker, trækker der kulde ud af skabet og varme ind. Det øger strømforbruget og skal derfor forhindres. Tjek derfor gerne dørpakningen hver gang, du gør køleskabet rent. Også selvom køleskabet er relativt nyt. Pakningen kan nemlig godt rive sig løs og dermed have brug for at blive trykket på plads igen.

Er pakningen på din køleskabsdør i stykker, kan du finde en ny her

Har du brug for hjælp til, hvordan du udskifter en dørpakning, er der hjælp at hente med en videoguide på vores YouTubekanal. Du finder videoen her.

Hold øje med dit elforbrug

Udover de allerede nævnte råd kan det samtidig være en god idé at holde øje med din husstands strømforbrug.

Stort set alle el-leverandører har mulighed for, at du som kunde kan logge ind online og se dit samlede forbrug over en given periode.

Dermed kan du også se med egne øjne, hvor stor en indsats dine energibesparende tiltag har.